Pædagogisk Tilgang
Vores tilgang er afgørende for, at den unge føler sig mødt, hørt og anerkendt, og får oplevelsen af indflydelse på eget liv. Vi benytter relations-, og anerkendende pædagogik, Low Arousal, ligesom vi har en praktisk pædagogik tilgang.
Når vi anerkender den unge, tager vi afsæt i dennes verden med dertil hørende normer og værdier. At anerkende er at acceptere, at min verden er anderledes end din, og at mening ikke absolut er en fællesnævner. At anerkende er at møde andre med en tro på, at de har noget særligt at bidrage med, og at de har gode grunde til det, de gør.
Anerkendelse er at respektere den andens meningsfuldhed, kompetencer, indsats, bidrag, tilstedeværelse, holdninger, synspunkter, erfaringer og overvejelser. Anerkendelse, ses blandt andet gennem en lyttende og åben kommunikation, hvor der er plads til at stille undrende spørgsmål.
Vi benytter os af ikke-konfronterende adfærd, hvorfor vi altid bruger positivt kropssprog; sænk skuldrene, træk et skridt tilbage, og tal med lavere stemme.
I botrænings husene tilstræber vi, at menneskesyn, værdigrundlag og det vi gør, er forbundne begreber. Dermed er begreber som respekt, tillid, ligeværd, tryghed, omsorg, kærlighed, anerkendelse og selvbestemmelse grundlæggende værdier i vores pædagogiske arbejde. Vi sætter en tydelig struktur og genkendelige rammer og forudsigelighed, ligesom vi i det daglige arbejder med Zonen for nærmeste udvikling.
Linkedin artikel fra en af vores beboere
“Da jeg flyttede på bosted, troede jeg, jeg havde tabt”
Jeg troede, det var slut.
At jeg havde fejlet.
At jeg var for svær. For syg. For meget.
Jeg var 18, og jeg havde ikke flere kræfter. Jeg kunne ikke mere. Og jeg skammede mig så meget over det.
At bo på bosted føltes som et nederlag.
Jeg forestillede mig et liv, der var ovre, før det rigtig var begyndt.
Et systemliv. Hvor andre bestemte. Hvor jeg bare skulle “fungere”.
Men det, jeg ikke vidste dengang, var:
At det faktisk blev et vendepunkt.
For første gang var der nogen, der så mig hele vejen rundt. Ikke kun som “den sårbare”, “den udadreagerende” eller “hende med diagnoserne”.
Men som et menneske.
De lærte mig at mærke mine egne behov – og at de faktisk måtte være der.
De satte grænser, ja, men de kastede mig ikke ud, når jeg lavede fejl.
De blev.
Og det lærte mig, at jeg også godt måtte blive. I mig selv. I mit liv.
I dag ved jeg:
At det ikke er svagt at få hjælp.
At det ikke er en fiasko at bo på bosted.
At nogle gange er det der, det hele begynder.
Men jeg ved også, hvor mange unge der bærer rundt på skam.
Fordi de tror, at det at have brug for støtte betyder, at de ikke er noget værd.
Det passer ikke.
Du er ikke mindre menneske, fordi du har brug for hjælp.
Du er ikke svag, fordi du ikke kunne klare det alene.
Du er ikke tabt, bare fordi du har brug for tid og støtte.
Nogle gange er det netop der – midt i det svære – at du begynder at vinde dig selv tilbage.